Stregspiller skifter til Silkeborg-Voel

Karen Klokker kommer til Silkeborg-Voel fra Viborg for at få mere spilletid

Silkeborg-Voel KFUM skriver følgende:

 Silkeborg-Voel har med omgående virkning lejet stregspilleren Karen Klokker Poulsen i Viborg HK.
Det skyldes, at stregspilleren Line Skak er gravid og dermed ude i resten af sæsonen.

- Jeg kom til Viborg for et år siden, da Randers gik konkurs, og jeg har kontrakt med Viborg indtil 2025,  suger Karen Klokker Poulsen.

Hun lægger ikke skjul på grunden til, at hun sagde ja til at blive lejet ud til Silkeborg-Voel.

- Det er hovedsageligt for at få mere spilletid og se nye muligheder her. Jeg har stået bag to rigtig dygtige stregspillere i Viborg, men har fået en masse god træning og har lært en masse af at være der. Jeg kommer så her og vil gerne have prøvet noget af det af, som jeg har trænet. Så det er helt sikkert for at få noget mere spilletid. Men lige nu kigger vi kun frem til sommer, siger Karen Klokker Poulsen.

21-årige Karen Klokker Poulsen har fået sin håndboldopdragelse i Skanderborg, hvor hun har spillet sammen med Silkebog-Voel bagspilleren Thea Rasmussen.

- Jeg er samme årgang som Thea, og vi har spillet på U18- og U20-landsholdet sammen. Jeg har også spillet sammen med Maja Laursen på ungdomslandsholdet. Det er derfor ikke helt fremmed for mig at være her. Pigerne er virkelig søde til at tage imod en. Det er jeg rigtig glad for, siger Karen Klokker Poulsen.

Cheftræner Peter Schilling Laursen er glad for den erstatning, han har fået for Line Skak.

- Jeg er glad for at være i en klub, der viser hurtig ansvarlighed og agerer i markedet i forhold til, at det er en vigtig position på vores hold. Vi er glade for, at der kunne findes en løsning og kunne leje Karen i Viborg. Viborg var ok med det, og Karen havde lyst til det, siger cheftræneren.

' Hun er en anden type end Line Skak, der har meget erfaring som 26-årig og har spillet i Ligaen i mange år, mens Karen er et mere ubeskrevet blad. Det er kun hendes første år som andet år senior.  Så på den måde mangler hun Liga-minutter i benene. Og det er heller ikke meget hun har spilet i Viborg. Vi ser et potentiale i hende. Hun har en god størrelse, og hun kan gå ind og dække nogle af de områder som Line Skak har haft. Hun er faktisk lidt højere end Line.

- Vi har en hel måned til at køre hende ind og integrere hende godt på holdet med både vores forsvarsaftaler og vores angrebsaftaler og kontraspil. Vi forsøger stille og roligt at få vores koncept ind under huden på hende”, siger Peter Shilling Laursen.

Viborg HK´s direktør Jens Steffensen ser det som en god løsning for alle parter.

- Vi har foruden Karen Klokker to dygtige stregspillere, og det er derfor blevet til begrænset med spilletid i efteråret. Da muligheden så opstod for at lave en lejeaftale med Silkeborg-Voel frem til sommer gav det god mening for alle parter. Vi ønsker Karen alt mulig held og lykke i det kommende halve år, udtaler Viborg-direktøren.

FAKTA
Karen Klokker Poulsen
Født 15. februar 2002
Stregspiller
Tidligere klubber: Skanderborg, Randers HK, Viborg
Landskampe: 11 kampe på U18, 14 kampe på U20.

Gamepatch indhold