Generation handball
  • ISI

Tæt på Amalie Milling, HIK

fredag. 06. februar - 2015 af Claus Sonne  | Foto: HIK


Ubold har modtaget følgende fra HIK - skrevet af Jappe: 

Amalie Milling, HIK - Historien om hvordan et klubskifte og det rette miljø har udviklet et håndboldtalent

Der er en række forudsætninger for udvikling af en stjerne i håndboldens verden; man skal have en masse talent, dvs. evner udi at spille håndbold, man skal have god fysik, og så skal man sidst, men ikke mindst, have de rette omgivelser at udfolde talentet i, dvs. gode muligheder for at træne, herunder mulighed for specialtræning, og så en masse gode holdkammerater.

Et godt eksempel på et sådant talent under udvikling er Amalie Milling, som kom fra HUK Håndbold til HIK lige efter sommerferien i 2014, og på blot 6 måneder har præsteret bl.a. at blive udtaget til Talenttræning, og været kommet under Team Danmarks vinger.

- Amalie har været igennem en kæmpe udvikling, mens hun har været i HIK, og har potentiale til at opnå endnu større resultater, udtaler træner Morten Gullander, HIK.

Amalie, som går i 9. klasse på Usserøds Skole, har talentet for at stå på mål, det er ubestrideligt, men muligheden for at få det til at blomstre har hun fået til overmål i HIK, hvor hun bl.a. får speciel målmandstræning, træner sammen med en masse dygtige spillere i hendes årgang, og så er hun trådt ind i rampelyset hos HIK, hvor der i mange år har været stor fokus på udvikling af unge talenter.

- Jeg skiftede fra HUK Håndbold, hvor jeg har haft hele min håndboldopvækst hidtil, til HIK fordi jeg savnede udfordringer og nye ramme at udfolde mit talent i, udtaler Amalie, som begyndte at spille håndbold som 6-årig i 2005. 

Hun skiftede til HIK, som lige nu storleverandør af piger til diverse talenttræninger, efter råd fra en veninde.

- I HUK Håndbold havde vi et hold med en fast stamme af spillere, mens der i HIK er betydeligt hårdere kamp om pladserne og mere intensitet til træning, fortæller Amalie.

Amalies udvikling viser at talent, hård træning (også skadesforebyggende), og så det rette miljø, alle er vigtige ingredienser i udvikling og modning af unge håndboldspillere, frem mod en senere seniorkarriere i håndbold.  

Mht. miljøet spiller flere faktorer ind; bla. muligheden for specialtræning, det at blive presset til træning hver gang af gode holdkammerater, gode træningsfaciliteter, muligheden for at deltage i elitestævner og således møde andre gode hold, muligheden for hver sæson at spille i den højest mulige række, hvor modstanden er hårdest og kampene er tættest, samt muligheden for kontakt til diverse udtagelsesorganer og talentspejdere. Ligeledes er det vigtigt at spillernes dagligdag hænger sammen, dvs. der skal tages hensyn til især skole og transport, som kan tage ganske lang tid, hvis man er så ung at man ikke selv har bil og kan køre til træning. 

Det skal blive spændende at følge Amalies udvikling som U16 spiller – hun har masser af gå-påmod og kan drive sit talent langt i de rette rammer.


Til toppen ↑