Det østfynske elitesamarbejde forstærker sig til den spændende sæson i landets næstbedste række
Efter en sikker førsteplads i 2. division i den forgangne sæson, der sluttede så brat på grund af corona-situationen, skal SUS Nyborgs herrer i den nye vintersæson spille i landets næstbedste række.
Det bliver en stor og spændende udfordring for det østfynske elitesamarbejdes unge, lokale talenter. Derfor er forberedelserne allerede godt i gang under de udstukne smitteforholdsregler. Således har spillerne længe været i gang med selvtræning, og i den forgangne uge er den intakte trup fra sidste sæson sendt på græs til udendørs håndboldtræning.
SUS Nyborg har samtidig forstærket mandskabet med to unge, spændende spillere, som begge er ungdomslandsholdsspillere, henholdsvis på det færøske og danske landshold.
Det drejer sig om 20-årige Trondur Mikkelsen, der kommer fra en færøsk 1. divisionsklub, men som også har spillet en enkelt sæson i Skjern Håndbold. Han er playmaker og venstre back.
Efter fire år i GOG skifter 19-årige Daniel Lundsgaard fra Højby nu den gule trøje ud med den hvide hos SUS Nyborg. Den stærke stregspiller var med til at vinde U16 DM for GOG, og som nævnt haft debut for ungdomslandsholdet.
Begge spillere ser et stort udviklingspotentiale med skiftet til SUS Nyborg og glæder sig til at være med til at skabe et stabilt 1. divisionshold.