Ajax København skriver følgende:
Det er med stor glæde, at vi nu kan bringe nyheden om vores trænerkonstellation på Ligaholdet samt U18 piger for den kommende sæson. Som cheftræner på damerne er vi glade for, at Dennis Bo Jensen har takket ja til at fortsætte med holdet den kommende sæson. Dennis Bo har gjort et flot stykke arbejde med pigerne, siden han overtog holdet tidligt i indeværende sæson. Han er lykkes med at kombinere et individuelt (talent)udviklingsfokus med holdet stædige jagt på gode præstationer og point i HTHGOLigaen.
Dennis Bo er super skarp, hårdtarbejdende og altid forberedt ned til fingerspidserne. Dennis Bo har spillererfaring fra højeste niveau efter sin tid i AG København, hvilket tydeligt kommer til udtryk blandt andet i hans professionelle indstilling, og det nyder vores unge hold godt af.
Vi er utrolig glade for at kunne præsentere en ny mand i klubben, idet vi har lavet en aftale med Claus Kuno. Kuno skal fungere som cheftræner på vores meget talentfulde U18 hold og som assistenttræner for Dennis Bo på Ligaholdet. Kuno har utrolig meget erfaring med seniorhåndbold, men er samtidig dybt forankret i talentudvikling i sin rolle som områdeleder i talenttræningen i DHF. Det er lige præcis den kombination, vi er gået efter, og vi glæder os til at få glæde af Kunos erfaring og særligt dedikerede indstilling.
Til at assistere Kuno på U18 pigeholdet fortsætter Emil Lohse i rollen. Emil har været en del af trænerteamet i denne sæson, og vi er glade for at kunne bringe noget kontinuitet ind i truppen, og samtidig er Emil vellidt blandt pigerne og en meget talentfuld og reflekterende træner.
Sportschef på damesiden Mathias Berg udtaler følgende om den nye konstellation:
- Jeg er virkelig glad og tilfreds med, at Dennis Bo har sagt ja til at fortsætte. Det betyder meget for os i Ajax, at vi i fællesskab får mulighed for at lægge yderligere lag på vores i forvejen gode træningsmiljø, og Dennis Bo er den rigtige mand at sætte i spidsen for det projekt. Med ansættelsen af Kuno sætter vi streg under, at vi prioriterer talentudviklingen i Ajax, og at vi gerne vil udvikle spillere i vores ungdomsafdeling, som får muligheden for at spille ligahåndbold i København. Ajax er gået fra 2.division til ligaen over en relativ kort periode. Vi glæder os til det lange seje træk, som på sigt skal etablere os som håndboldligahold. Første skridt på vejen er dette stærke trænerteam.