TTH henter bagspiller i Silkeborg-Voel

Andrea West Bendtsen har fået en to-årig kontrakt i Holstebro

TTH Holstebro fortæller følgende:

Det 19-årige talent Andrea West Bendtsen skifter til TTH Holstebro efter denne sæson. Bagspilleren skifter fra barndomsklubben Silkeborg-Voel på en 2-årig kontrakt.

Navnet Andrea West Bendtsen virker formentlig ikke så bekendt i Gråkjær Arena på nuværende tidspunkt. Men det kommer det til efter denne sæson, når det unge talent skifter de trygge rammer i Silkeborg-Voel ud med en plads i bagkæden hos TTH Holstebros damehold.

”En talentfuld bagspiller”

Således lyder udmeldingen fra cheftræner Pether Krautmeyer, der udtrykker stor glæde for Bendtsens skifte til TTH:

- Andrea er en fysisk spiller og en rigtig god forsvarsspiller, hvor hun dækker en god to’er. Desuden har hun et rigtig godt skud, og hun kan finte til både sin højre og venstre side. Hun er en talentfuld bagspiller, og vi er meget glade for, at vi har fået hende på holdet fra næste sæson.

Andrea West Bendtsen kommer fra Silkeborg-Voel, hvor hun har været en del af ligaholdet, ligesom hun har repræsenteret det danske landshold i ungdomsrækkerne. Hovedpersonen selv glæder sig til at tage det næste skridt i karrieren:

- Jeg valgte TTH Holstebro, fordi det er her jeg kan få en større rolle og samtidig få mere spilletid. Jeg har haft det rigtig godt i Voel med gode traditioner og et godt træningsmiljø, men jeg glæder mig til at få nogle flere minutter på banen - og det kan jeg få her i TTH Holstebro. 

Andrea Bendtsen hæfter sig ligeledes ved talentarbejdet som TTH Holstebro har stærke traditioner for:

- Jeg har fået et positivt indtryk af setuppet her i Holstebro. Det er rigtig spændende, hvordan man har fokus på udviklingen af unge spillere, men samtidig formår at have et hold med højt niveau, der kan spille med, dér hvor det er sjovt. Så jeg glæder mig til at komme til Holstebro og håber, at det kan være et springbræt til noget endnu større i fremtiden.

Denne udmeldelse bakker cheftræner Krautmeyer op om:

- Andrea er et stortalent, som skal have tillid og tålmodighed til at vise sit store potentiale. Når først hun falder til her i Holstebro, er der ingen tvivl om at hun bliver et vigtigt våben for os.

 

Generation 24