TTH holder på landsholdsspiller

TTH Holstebro og den 18-årige venstre back Johan Kofoed har indgået en ny toårig aftale gældende frem til 2022

TTH Holstebro oplyser følgende:

Hjemmepublikum i Gråkjær Arena har i denne sæson stiftet bekendtskab med Johan Kofoed. Fremover bliver der rig mulighed for at se endnu flere ligakampe med den unge bagspiller.
 
For TTH Holstebro er historien og udviklingen af unge Johan Kofoed et flot bevis på et godt talentmiljø, et stærkt samarbejde med Holstebro Elitesport, dygtige trænere og en arbejdsom og ambitiøs, ung spiller.
 
- Johan har gennem mange år vist, at han brænder for håndbold, og at han er klar til at arbejde stenhårdt for at nå hans sportslige mål. Han har passion og vil gerne lære, så han har gode forudsætninger for at kunne udvikle sig til en spændende seniorspiller, siger klubbens direktør, John Mikkelsen. 

TTH-direktøren glæder sig til at hente en ”Made in Holstebro” spiller fra Talentakademiet op i ligatruppen de kommende år. Planen er, at trænerteamet vil lave en udviklingsplan for Johan Kofoed og matche ham til træning og kampe på klubbens hold fra U19 til liga.
 
Den 2,01 meter høje venstre back har det seneste år på U19 holdet arbejdet tæt sammen med klubbens nye talentansvarlig, Anders Høj. Samtidig har Johan Kofoed fået mange træningstimer på liganiveau.
 
- Jeg trives rigtig godt i TTH Holstebro og er omgivet af gode trænere, som gerne vil udvikle mig. Derfor glæder det mig, at jeg nu får chancen for at blive en del af ligatruppen. Og så gælder det bare om at klø på, så jeg løbende kan løfte mit spil. Jeg har masser at lære, og derfor handler det om at træne godt med mine fokuspunkter, få spilletid på talentholdene samtidig med at træne på liganiveau, siger Johan Kofoed. 

Personlig sponsor for Johan Kofoed er Holstebro Elitesport ”Made in Holstebro”.

Gamepatch indhold