Jens Møller, Jonas Jepsen og Sebastian Ørum er alle tre klar, når den nye sæson melder sig i TTH Holstebro
TTH Holstebro fortæller følgende:
- Jeg glæder mig bare til det bliver den 19. juli, lyder det, da vi sætter Jens Møller, Jonas Jepsen og Sebastian Ørum sammen til en lille fotoseance.
Den 19. juli møder de tre unge TTH’ere nemlig ind til første ligatræning i den kommende sæson.
For Jens Møller og Jonas Jepsen, begge 19 år, bliver det første sæson som en del af TTHs ligatrup. Indtil nu har de været en del af klubbens talentakademi og har vist talentet frem på U19-mandskabet. Men efter sommer kommer de til at have deres gang til ligatræningerne, samt på klubbens U23-hold.
Ny kontrakt til Sebastian Ørum: ’Jeg trives her i Holstebro’
Og er der noget Møller og Jepsen er tvivl om, kan de passende spørge den tredje mand: Sebastian Ørum.
Den 21-årige stregspiller har det seneste år spillet på klubbens U23-mandskab og været med omkring ligaholdet til træning og kamp.
Det vil han også være til den kommende sæson, da klubben og Sebastian har lavet en ny aftale på et år.
- Jeg trives her i Holstebro og kan mærke, at jeg har udviklet mig det seneste år, fortæller Sebastian Ørum om forlængelsen.
- Her er gode faciliteter og gode muligheder for at udvikle sig yderligere. Jeg får god træning med ligaherrerne og masser af spilletid på U23-mandskabet og derfor er jeg klar på et år mere i TTH Holstebro.
Inden det er tid til ligatræninger og løbetest i midten juli, står den dog på sommerferie for de tre talenter - og studentereksamen for Jens og Jonas.
- Det bliver dejligt at få huen på. Så kan man koncentrere sig fuldt ud om håndbold i næste sæson, afslutter Jens.
Talentpartnere i TTH Holstebro er BIRN, Færchfonden, Holstebro Elitesport og Holstebro Kommune.