TTH-talenter rykkes op i liga-herretruppen

17-årige Johan Kofoed og 18-årige Tobias Bay vil til den kommende 2019/20 sæson befinde sig i herre-ligatruppen hos TTH Holstebro

TTH Holstebro fortæller følgende:

17-årige Johan Kofoed og 18-årige Tobias Bay vil til den kommende 2019/20 sæson befinde sig i herre-ligatruppen hos TTH Holstebro. De to talenter rykkes op fra klubbens talentakademi, hvor de har været en del af talentprogrammet ”Made In Holstebro” i samarbejde med Holstebro Elitesport.

De to unge talenter skal udfylde de ledige pladser efter Malte Justesen og Thomas Damgaard, som begge skal til Skive fH for at få mere spilletid.

TTH-direktør, John Mikkelsen, ser rokeringen af talenter med stor stolthed:

- At vi kan sende Malte og Thomas til Skive fH ser vi som et positivt skridt i deres udvikling, og det vidner samtidig om at vores talenter er attraktive for andre klubber. Vi glæder os til at følge deres videre færd i Skive fH og vi vil følge dem tæt. Med deres skifte er det glædeligt, at vores talentakademi har gjort det muligt, at vi kan rykke nye talenter op fra klubbens egne rækker, og her ser vi Johan og Tobias som to spændende spillere, der kan udvikle sig under Westerholm. De to spillere har deres rødder i Mejrup-Hvam Håndbold og Hogager GF, så der er tale om to ægte lokale talenter, siger TTH-direktør John Mikkelsen.  

Cheftræner Patrick Westerholm ser frem til at få to af klubbens egne talenter op i ligatruppen. Om Johan Kofoed, som er venstre back, udtaler han følgende:

- Johan har været med det sidste år sådan lidt on and off, hvor han har haft en god udvikling. Han har bl.a. været med U-landsholdet, og så har han fået lidt kamperfaring på liganiveau her i slutningen af sæsonen. Så på flere måder har det været meget naturligt at rykke ham op til det næste skridt rent træningsmæssigt, hvor han samtidig kan komme til at snuse lidt mere til ligahåndbolden, siger Patrick Westerholm og tilføjer: 

- Der er stadigvæk mange områder, hvor Johan kan udvikle sig. Primært skal han skal have lagt væsentligt på fysisk, men vi mener ikke at det er sundt bare at placere ham i træningslokalet. Han har større gavn af at komme tæt på truppen og få et par gode erfaringer, så han er motiveret til at fortsætte sin udvikling.

Tobias Bay får til rolle at komplementere Magnus Bramming på venstre fløj.

- Tobias kan rigtig mange ting, og vi ser ham som en spændende spiller. Han har stadig flere udviklingstrin foran sig, og han skal øve sig på at blive lidt mere rolig og stabil i spillet, siger Westerholm og fortsætter:

- Tobias kommer ind i læringsproces, hvor han primært kommer til at stå i skyggen af Magnus Bramming. Han vil kunne lære rigtig meget af Magnus, og vi håber på at Tobias får et par gode erfaringer som han kan bruge i sin videre udvikling.

I april måned fik både Johan og Tobias overrakt Orla Dahl Jepsens Mindelegat som en anerkendelse for deres ambitiøse tilgang til håndbolden og som et symbol for deres indsats i TTH Holstebro.

Generation 24