"Tuborg" glad for JM-kampe hos U14-piger

Flemming "Tuborg" Larsen, DHFs talentansvarlige på pigesiden, var lørdag en tur forbi Skæring-Hallen i Aarhus for at se JM-finaler for de bedste U14-piger. Og det blev en god oplevelse.

- Jeg så rigtig mange gode ting. Jeg hæfter mig blandt andet ved, at HEI i både semifnale og finale vandt på et offensivt forsvar. Jeg så også mange forskellige spilletyper, herunder "små" bagspillere, der var farlige fra distancen, og "store" bagspillere, der kunne mere end bare skyde udefra. Generelt synes jeg, at der var mange gode skytter hos alle fire hold, siger han og tilføjer:

- Man ser mange kampe i denne alder blive afgjort på presspil, men i dag så jeg netop skuddene fra distancen spille en afgørende rolle.

Flere af de spillere, der optrådte i lørdagens JM-kampe, har allerede været udtaget af DHF til samling, men eksempelvis var kun to Viby-spillerne med på Kreds 5's kredshold.

- Der er mange af dagens spillere, jeg ikke har set før, og det er helt naturligt. De her spillere bliver primært udtaget i JHF-regi som U16-spillere, og mange af de spillere, jeg har set i dag, vil i løbet af det næste par år komme ind i DHF-systemet, siger Flemming "Tuborg" Larsen.