"Tuborg": Ligner et tæt DM i begge årgange

U19-landstræneren kan ikke se de klare favoritter i Silkeborg

Som bekendt er der DM for U16 og U18 piger i weekenden - kampene spilles i Jysk Arena i Silkeborg. Ubold har derfor bedt U19-landstræner - og talentansvarlig på pigesiden hos DHF - Flemming "Tuborg" Larsen om at give sit bud på, hvordan stævnet forløber.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at se kampene lørdag og søndag. Der er en masse dygtige spillere samlet, og fælles for dem er, at de skal levere på dagen. Det er både udviklende for spillerne og en faktor, der kan blive afgørende, lyder det fra Flemming "Tuborg" Larsen, der glæder sig over, at pigernes DM ikke spilles samme weekend som drengenes ditto.
- Jeg tror, der er mange, der er interesseret i begge stævner, og i år har de muligheden for at være begge steder. Så jeg håber, at der kommer mange mennesker til Silkeborg, lyder det fra landstræneren, der sætter følgende ord på de to rækker:
U16: 
Umiddelbart er de to rækkevindere, HEI/VRI og FIF, små favoritter, men det ser meget, meget tæt ud. 
GOG ligner på forhånd det hold, der får det sværest, men de har materialet til at presse de andre hold.
Det er i øvrigt interessant, at vi i HEI/VRI og Mejdal/Halgård har to rene foreningshold. Jeg ved godt, at FIF også en en forening, men deres spillere kommer fra et større geografisk område. Det er atypisk at have to foreningshold med til et DM i U16, og det viser, at man ikke behøver at komme fra et college eller en idrætsefterskole for at være med på højeste niveau.
 
U18:
Umiddelbart ligner HIH svage favoritter, men jeg skal først se, hvilke spillere de har med på dagen. De her hold har slået hinanden lidt på kryds og tværs, så rækken er åben.
Både HIH og Ajax har spillere, der har trænet og spillet meget opad, hvilket kan tilgodese Odense og Horsens. Odense har jo været helt suveræne i Øst, men de bliver udfordret af en taktisk stærkt Horsens-hold.
Det kan blive afgørende, hvilket holds målmænd, der klarer sig bedst. Her har Horsens en lille fordel ved at have det nok stærkeste par, mens Ajax halter en lille smule efter de øvrige hold. Ajax har til gengæld en meget stor bredde på holdet som sådan.
Gamepatch indhold