Når der i den kommende weekend spilles om titlen som jysk mester i U14 piger - og om to DM-billetter - vil der kun være tre hold i aktion i Skæringshallen. Standby/Elling har nemlig måttet melde afbud på grund af konfirmation - og selv om Hammel, der blev nummer tre i den pulje, Strandby/Elling var i, har meddelt JHF, at man gerne overtager pladsen fra nordjyderne, så har JHF sagt nej.
Dermed bliver det kun HEI, VRI og Bording KFUM, der skal spille - 8. april i øvrigt.
Christian Bang, der er træner for Strandby/Elling, erkender, at han har været i tvivl om, hvad man skullle gøre, når der både var JM og konfirmatione på programmet.
- Vi har 5 ud af 18 spillere, der skal konfirmeres, men flere af pigerne er inviteret med konfirmationer. Det betyder, at vi kan stille med 7 mand lørdag, 6 til den første kamp søndag og 7 til den anden kamp søndag. Og vi ville komme til at spille med en markspiller i mål, siger Christian Bang, der heller ikke kan trække på klubbens U12-hold.
- De skal spille JM ugen efter og ville være låst her, hvis de havde spillet U14, siger han og fortsætter:
- Nogle af pigerne stod samtidig i det dilemma: Skal jeg deltage i hjertevenindens konfirmation eller skal jeg spille håndbold, for nogen et nemt valg – mens det for andre har kostet mange tårer og søvnløse nætter. I SEIF har vi valgt at sige til pigerne, at I skal vælge det der giver bedst mening for jer – og at vi som hold og klub bakker fuldt op om jeres valg. Stammen på holdet har været til JM 2 gange som U12 – egen eller venindens konfirmation oplever man kun 1 gang, og det er trods alt 13-15 årige børn, ikke elitesport.
Det koster nu desværre et sent afbud til JM, og nogle skuffede piger – som trods et meget smalt hold (inden jul 8 spillere), har formået at kvalificere sig til JM.
- Jeg har tidligere været efter turneringsudvalget for forskellige beslutninger, men kan/vil i dette tilfælde ikke skyde skylden på nogen – for der er konfirmationsweekend weekenden før påske, og til i slutningen af maj måned rundt om i Jylland.
- Kunne vi i SEIF så ikke have forholdt os til dette tidligere? Jo det kunne vi måske godt – vi har jo kendt weekenden hele sæsonen og vidst at det ville falde sammen med konfirmationsweekenden i området, men vi har bevidst ikke ville tale med pigerne om det, inden vi var kvalificeret til JM.
- Efter det var endeligt at vi var kvalificeret, så tog jeg fat i JHF og ønskede at få JM på hjemmebane – da der så måske var mulighed for at pigerne kunne deltage i både venindens/lillebrors konfirmation, og JM – men fik tirsdag før påske så besked om at JM afholdes i Skæring (naturligt med 2 hold fra Aarhus).
- Påsken er så brugt på at deltage i Rødspætte Cup og samtidig med at forsøge at lave et kludetæppe af spillere, der har spillet med på 1. division i løbet af sæsonen – og spillere fra vores A-hold, hvor en af markspillerne på A-holdet havde accepteret at skulle stå i mål lørdag, selvom hun ikke har stået i mål siden U10. Tirsdag efter påske må vi så give op – 7 spillere lørdag, 6 spillere søndag i kamp 1 og 7 spillere søndag i kamp 2 er hvad vi kunne samle.
Som klub er vi selvfølgelig kede af situationen, og har også beklaget over for Bording, VRI, HEI og ikke mindst JHF og har heldigvis mødt stor forståelse de fleste steder – vi håber herfra, at de 3 klubber får et godt afviklet stævne.