Victoria de Silva, årgang 03, skal tørne ud for TIF Viking, der trænes af Morten Fjeldstad
28. juli havde Victoria HK første træningsdag i sin nye klub, Horsens HK. Her optog hendes far, Carlo de Silva, nogle af højrebackens aktioner og smed dem på Facebook og Instragram. Og så gik det stærkt for bagspilleren fra Odder, der er født i 2003.
- Dagen efter skrev Morten Fjeldstad til mig og spurgte, om Victoria ville til Bergen og spille for TIF Viking i 2. division. De er ved at bygge et nyt hold op, som skal i ligaen inden for tre år. Et ungt hold med en gennemsnitsalder på lidt over 20 år, og som lige hentet 3 U-landsholdsspillere fra Portugal. Vi talte sammen onsdag aften, mødtes fredag med Morten Fjeldstad og aftalte, at vi alle skulle mødes i Bergen. Og nu har Victoria underskrevet en kontrakt for to år. Det går nogle gange meget stærkt i sportens verdens, konstaterer Carlo de Silva.
Morten Fjeldstad konstaterer, at 'livet er fyldt med overraskelser'.
- Helt tilfældigt så jeg et ultrakort videoklip af Victoria skyde på mål i et Facebook-opslag. Min håndboldintuition sagde mig, at her var en spiller med et kæmpe potentiale, og min nysgerrighed gjorde, at jeg straks tog kontakt.
- Et par dage efter besøgte jeg Victoria og hendes familie i Odder. Victoria og jeg gik en tur i skoven og snakkede håndbold i en times tid. Jeg fandt en pige med en sjælden personlighed og et højt refleksionsniveau, der er villig til at ofre alt for at nå sine mål.
- 13 dage efter lander Victoria i Bergen, og næste morgen bliver hun kastet for løverne i en træningskamp. Victoria dækker 3’er i 6-6 og fremme i 5-1 og spiller højreback i angrebet. Efter at set hende for første gang i aktion, er jeg overbevist om, at jeg har fundet en usleben diamant. Jeg er overbevist om, at Victoria har alt det, der skal til, både som person og spiller for at nå det allerhøjeste internationale niveau, siger han.