U19-kvindeligaen – udvikling eller udsmidning?

HVORFOR? Sådan tænkte jeg, da jeg fik at vide, at U19-ligaen for kvinder næste sæson kun skal have 10 hold – selvom der er 11 tilmeldte. Jeg har tidligere været Talentchef i EH Aalborg i mange år, og derfor mener jeg også, at jeg kan tillade mig at have en holdning til netop denne sag. I Aalborg har vi prøvet at ligge i toppen, i midten og i bunden af U19-ligaen. Men uanset placeringen har vi fortsat udviklet spillere, som i dag kan spille i den danske Kvindeliga.

For os – og jeg tror for mange andre – er det hele formålet med at have et ungdomshold: at skabe et stærkt miljø, hvor spillere kan udvikle sig til seniorniveau. Det handler ikke om, hvem der bliver dansk mester, og hvem der bliver nummer syv. Det handler om at udvikle mennesker og spillere, der kan tage næste skridt.

Derfor tillader jeg mig at skrive dette indlæg – ikke for at vinde en debat på Aalborgs vegne – men for at stille spørgsmålet: Gør vi det her rigtigt?

Et udvalg med for mange spørgsmålstegn?

Seedningsudvalget har tilsyneladende vurderet, at der pludselig skal være færre hold i U19-ligaen. Men hvorfor? Hvad er den faglige begrundelse for at reducere antallet fra 12 til 10 – midt i en tid, hvor Dansk Håndbold selv taler om flere udviklingsmiljøer og mindre selektion?

Endnu mere bekymrende er det, at der sidder trænere fra eksisterende U19-ligaklubber i udvalget. Det betyder i praksis, at konkurrenter er med til at afgøre, hvem der “er gode nok” til at få adgang til ligaen. Det er en åbenlys interessekonflikt og underminerer fuldstændigt udvalgets troværdighed.

Og hvem skal på lørdag vurdere, om Aalborg, Odense og Aarhus er dygtige nok til at få lov at spille i ligaen? På hvilket grundlag? Hvilke objektive kriterier findes der overhovedet? Eller bliver det i virkeligheden en subjektiv vurdering, baseret på relationer, interesser og klubpolitik?

Talentudvikling kan aldrig bygge på tilfældige vurderinger og personlige dagsordener. Hvis vi accepterer, at et lukket udvalg af klubtrænere bestemmer, hvem der må være med på øverste hylde, bevæger vi os væk fra en fair og gennemsigtig proces – og hen imod et system, hvor magt og relationer vejer tungere end udvikling og kvalitet.

Rekruttering eller udsmidning?

Vi ved, at klubber allerede fra U15 begynder at rekruttere spillere til deres miljøer. Og i U19-rækken er det helt almindeligt, at de bedste bliver kontaktet og tilbudt en plads på et “bedre” hold. Det er en strategi, som den enkelte klub må stå på mål for – og sådan har det altid været.

Men hvad sker der, hvis det pludselig kan få den konsekvens, at nabo-klubber først henter spillere fra et miljø, og bagefter er med til at smide det samme miljø ud af U19-ligaen? Er det dér, vi er på vej hen? Og er det virkelig sådan, vi ønsker, at dansk ungdomshåndbold skal fungere?

For hvor bliver samarbejdet, respekten og det fælles ansvar for at udvikle talenter af, hvis vi accepterer en kultur, hvor nogle klubber kan vinde to gange – først ved at hente spillerne, og derefter ved at eliminere konkurrentens hold fra ligaen?

Vi har allerede taget den her debat – og svaret var klart

For måneder siden var der stor debat om, hvorvidt Kvindeligaen skulle reduceres fra 14 til 12 hold. Argumenterne for reduktion var stort set identiske: for mange kampe, for stor spredning i niveau, og for mange klubber, der “ikke var gode nok.”

Håndbold-Danmark sagde dengang et rungende NEJ. Forslaget blev klart nedstemt – fordi man ønskede at bevare bredden, give flere klubber chancen, sikre geografisk spredning og fastholde udviklingsmiljøer i hele landet.

Hvordan kan vi så i ramme alvor acceptere, at man nu – på ungdomsniveau – går stik imod den beslutning? Hvis vi på seniorniveau mener, at udvikling, bredde og geografi er vigtig, så gælder det i endnu højere grad for U19, hvor netop udviklingen af fremtidens ligaspillere er hele pointen.

Det er dobbeltmoralsk at beskytte bredden i ligaen for de voksne – men samtidig fjerne den for de unge, som engang skal udfylde de samme pladser.

Et kampprogram, der ikke giver mening

Nu skal vores U19-ligaspillere i Danmark til at spille 18 kampe på en hel sæson? Er det virkelig nok for spillere, der skal udvikle sig til at kunne klare overgangen til seniorniveau?

Holdene i den danske Kvindeliga spiller 26 kampe i grundspillet alene – og det er endda uden kvalspil, slutspil og pokalturnering. De klubber, der deltager i Europa og har landsholdsspillere, spiller jo nærmest 50 % flere kampe end en U19-ligaspiller.

Vi ved, at der også er U19-spillere, der spiller både U19, senior og U-landskampe samt deltager i samlinger. Hvis det skulle være et problem, må det vel være op til den enkelte klub at tage ansvar og vurdere, hvordan de forvalter spillernes belastning. Det giver ingen mening at løse det ved centralt at fjerne kampe og udviklingsmuligheder for alle.

Og ser vi på kalenderen: U19-rækken kan starte i september og slutte i april – det svarer til gennemsnitligt to en halv kamp om måneden. Giver det virkelig mening for en udviklingsrække? Eller handler det i virkeligheden om, at man vil “passe på” de allerbedste U-spillere – på bekostning af de næstbedste, som netop har brug for kampene for at tage næste skridt i deres udvikling?

Når man samtidig reducerer antallet af U19-kampe, bliver det samlede kampbillede endnu mere skævt. Hvordan kan vi tale om helhedsorienteret udvikling, hvis vi begrænser den faste, daglige konkurrence, som er fundamentet for at udvikle fremtidens ligaspillere?

Mit formål med dette indlæg er ikke at pege fingre, men at skabe en nødvendig debat. Vi har brug for gennemsigtighed, klare kriterier og en åben dialog om, hvordan vi bedst udvikler fremtidens ligaspillere.

Jeg håber derfor, at dette kan være et oplæg til dialog – frem for det modsatte. For hvis vi ikke kan tale åbent om de her spørgsmål, hvordan skal vi så kunne være sikre på, at vi gør det rigtige for dansk ungdomshåndbold?