U19 piger EM: Danmark videre efter rodet kamp

Nu venter Rumænien i kampen om EMs 5. plads

Med en 24-22 sejr, via 12-12 ved halvtid, over Kroatien, er de danske U19-landsholdspiger klar til at spille om EM’s 5. plads lørdag, hvor Rumænien venter.

- Kampen mod Kroatien blev noget rod med usædvanligt mange spilstop. Deres meget offensive forsvar gjorde vores angrebsspil meget hakkende, og i den anden ende var der rigtig mange dueller med spilstop til følge. Det betød, at vi kom til at stå meget i forsvar, fortæller landstræner Heine Eriksen og roser sit hold.

- Når man var så tæt på en semifinale, som vi var, er det mentalt stærkt at gå ud og vinde den næste kamp. Jeg glæder mig også over, at de spillere, der ikke har fået så meget spilletid i de første kampe, fik mange minutter i dag.

Som skrevet venter Rumænien på Danmark, og dermed vindes der en slags sløjfe.

- For tre år siden, da vi spillede de allerførste landskampe med den her årgang, mødte vi netop Rumænien – og fik store klø. Derfor er jeg glad for, at det er dem, vi skal møde og ikke Tyskland, som vi allerede har mødt en gang i turneringen, lyder det fra Heine Eriksen, der kunne se Alberte Ebler blive kåret til bedste dansker i opgøret.

Danmarks målscorere: Linn Johannsen 5, Clara Skott 4, Alberte Ebler 4, Thea Rasmussen 3, Frida Møller 3, Caroline Ebsen 2, Maria Berger Wierzba 1, Mathilde Høy Troelsen 1 og Julie Lilholt 1.