De danske U19-piger spillede sig tirsdag i EM-semifinalerne ved at vinde 27-25 over Frankrig. Dermed er Danmark på fire point, og da Frankrig og Montenegro, der begge har to point og som Danmark kun mangler en kamp i mellemrunden, mødes, ja så kan Heine Eriksens udvalgte ikke undgå at gå videre - tilmed som puljevinder.
Det blev en kamp med både op og- og nedture for Danmark, der lagde klart bedst ud og havde flere føringer på tre mål i 1. halvleg. Ved pausen var føringen dog kun 15-14, og i løbet af 2. halvleg begyndte det danske angrebsspil at hakke ret så kraftigt.
Det udnyttede et ikke ueffent fransk mandskab til at komme forna 23-22 og senere 25-23. I den pågældende periode ramte franskmændene tilmed stolpen to gange på helt frie chancer, mens Lærke Sørensen også nuppede en fin afslutning.
Løsningen for Danmark var at spille 7 mod 6. I det spil var Andrea West Bendtsen skarp i bagkæden, og det samme var Emma Friis på venstre fløj. Da det danske forsvar samtidig stod rasende godt i de sidste 5-6 minutter, så vendte Danmark altså 23-25 til 27-25. Ganske godt gået.
Danmark møder pointløse Tyskland onsdag.
Mål for Danmark Emma Friis 7, Sara Stoougaard 3, Line Mai Hougaard 3, Laura Jensen 3, Andrea West Bendtsen 3, Kristina Jørgensen 2, Ida-Marie Dahl 2, Louise Ellebæk 1, Nicoline Olsen 1, Nanna Hinnderfeldt 1 og Nikoline Lundgreen 1.