Lobby-arbejde efter kritik af harpiksfri bold har båret frugt
Det har længe været hensigten, at U19 VM for herrer i Kroatien skulle spilles med en harpiksfri bold. Forrige uge meddelte IHF imidlertid, at VM bliver afviklet med harpiks.
- En lang række lande modtog boldene i marts og fik dem testet i den internationale uge i slutningen af april. Erfaringerne var ikke gode og der var udbredt kritik. Stregspillerne havde under fysisk pres vanskeligt ved at gribe boldene, fløjenes skudrepertoire blev minimeret og langskuddene forsvandt helt fra spillet, fortæller Claus Dalgaard-Hansen, der er talentchef i Norge.
- Jeg var i tæt dialog med Danmarks træner Simon Sørensen, og jeg allierede mig desuden specielt med Tyskland, men også Spanien var hurtigt på banen. Vi sendte blandt andet videoklip fra kampene, så IHF ved selvsyn kunne konstatere, at spillet ændrede karakter.
Det medførte i første omgang, at IHF udsendte et spørgeskema, hvor landene kunne fortælle om erfaringerne med bolden og det er nu endt med, at den harpiksfrie bold ikke skal anvendes.
- Jeg synes, det er en rigtig god idé at udvikle en harpiksfri bold. Der er mange lande, hvor man ikke må bruge harpiks og mange lande, hvor håndbold primært spillet udendørs. Kritikken er således alene møntet på, at det er det forkerte sted at høste erfaringer, og vi har i Norge indvilget i at hjælpe IHF med at få erfaringer med bolden i den kommende periode, fortæller Dalgaard-Hansen.
Udover at glæde sig til at se et VM med harpiks, så glæder den norske talentchef sig også over IHFs reaktion.
- Jeg synes, IHF fortjener stor anerkendelse for deres lydhørhed. Kritikken har tit haglet nedover organisationen, men i denne situation skal forbundet roses for ikke alene at lytte, men ligeledes for at ændre en beslutning. Det glæder mig både på spillets og spillernes vegne, siger Claus Dalgaard-Hansen.