U20 VM: Pligtsejr med mislyde over Paraguay

Umiddelbart skal man være et skarn, hvis man ikke er godt tilfreds med en sejr på 14 mål ved et U20 VM, meeennn ... Danmark vandt godt nok 37-23 over Paraguay i 3. runde i den indledende pulje, men specielt kønt var det nu ikke.

Modsat i kampene mod Angola og Japan virkede danskerne ikke voldsomt klar til at møde, hvad landstræner Heine Eriksen har betegnet som "sandsynligvis VM's dårligste hold". I offensiven - og især i kontraspillet - lavede danskerne mange fejl i 1. halvleg, og godt midtvejs var stillingen blot 13-9 i Danmarks favør. Og det var ikke godt nok.

Det siger lidt om sydamerikanernes styrke, at Danmark trods skidt spil kunne føre 19-11 ved pausen. 

I begyndelsen af 2. halvleg blev den samme plade som i 1. halvleg sat på. Godt nok faldt antallet af offensive fejl, men så sejlede defensive ganske meget, og Paraguay havde skuffende let ved at komme til åbne målchancer.

Efterhånden som halvlegen skred frem, løb Paraguay-spillerne dog tør for kræfter. Det gav basis for en række danske kontrascoringer, der gjorde, at tingene rent måltavlemæssigt endte med at se sådan ok ud. Men det skal med, at det var Paraguays mindst nederlag i de tre første kampe.

Rent scoringsmæssigt skal det med, at Nikoline Lundgreen og Emma Friis scorede henholdsvis 7 og 6 mål på lige så mange skud.

Danmark møder i sin næste kamp Rumænien - kampens spilles lørdag kl. 15.30. Søndag venter så Holland.

 

Danmark - Paraguay 37-23 (19-11)

Mål Danmark: Nikoline Lundgreen 7, Emma Friis 6, Laura Jensen 6, Stine Nørklit Lønborg 4, Line Mau Hougaard 4, Louise Ellebæk 3, Emilie Ytting 2, Caroline Svarre 2, Helene Kindberg 1, Kamilla Bruus 1 og Stine Eiberg Jørgensen 1.