Nærmest alt gik galt i de sidste 10 minutter mod Frankrig
U21 drenge VM, kvartfinale
Danmark - Frankrig 32 - 35 (16-14)
Mål Danmark: Emil Lærke 7, Emil Jakobsen 6, Mathias Møller 5, Mathias Gidsel 5, Nikolai Vinter 3, Oliver Norlyk 2, Lukas Jørgensen 2, Jens Dolberg 1, Andreas Magaard 1.
Redningsprocenter:
Salah Boutaf 36
Christoffer Bonde 14
Åh ja... Med 10 minutter igen af VM-kvartfinalen mod Frankring var Danmark foran 28-27 mod Frankrig, der endda havde fået en af sine profiler sendt permanent ud af opgøret med et rødt kort for at forsøge at slå hovedet af Mathias Gidsel. Da kampen blev fløjtet af, havde Frankrig vundet 35-32.
Nærmest alt gik galt for Danmark i slutfasen. Værst var det fra begyndelsen af minut 56 og til slutningen af minut 57. Har koksede det totalt for danskerne, der blandt andet to gange på under 20 sekunder sendte bolden direkte i hænderne på en franskmand - med scoring til følge.
Frankrig var ikke noget bedre hold end Danmark i en kvartfinale, hvor Danmark det meste af tiden virkede som det hold, der havde mest styr på det. Og som i Salah Boutaf, der indimellem leverede små mirakler, havde opgørets klart bedste keeper.
Men en håndboldkamp varer som bekendt 60 minutter, og så hjælper det ikke, at man kun er bedst i de første 50.
VM er altså slut for Danmark, men Stefan Madsens udvalgte fik taget revanche for sidste års EM-nedbrud. Det er altid rart, når wildcard-hold rent faktisk viser sig at have niveau.
Nu venter der Danmark kampe om 5.-8. pladsen.