Efter en aldeles overbevisende indsats spillede det danske U21-landshold sig i VM-semifinalen via en 38-31 sejr over Rusland, der slet, slet ikke havde våben, der kunne stoppe de veloplagte danskere.
Det var ganske enkelt Danmarks kamp. Offensivt var der ikke de store problemer med at komme til kvalificerede afslutninger, og rent defensivt kunne danskerne - og en veloplagt Simon Gade i kassen - så rigeligt holde russerne stangen. Den danske sejr var således aldrig i nærheden af at være i fare.
Når man tænker på, at Danmark mangler flere af de spillere, der var udset bærende roller, og samtidig tænker på, at landsholdet aldrig for alvor har slået til ved de tidligere slutrunder, ja så er semifinalepladsen ganske enkelt voldsomt imponerende.
Kampen blev desværre skæmmet af et kedeligt uheld, da Nikolaj Enderleit hængende i luften fik et skub fra siden og landede hårdt på ryggen på halvgulvet, som han også slog hovedet i. Højrebacken blev båret ud på en båre ...
Mål for Danmark: Lasse Møller 9, Nikolaj Enderleit 7, Christian Olesen 6, Aaron Mesing 3, Sebastian Augustinussen 3, Frederik Ladefoged 2, Jonathan Würtz 2, Simon Gade 1, Tobias Jørgensen 1, Lasse Nikolajsen 1.
Danmark møder Frankrig i semifinalen lørdag kl. 17.30.