GOG skriver følgende på sin hjemmeside:
Hjemmebanen har altid været hallen i Gudme, og for 20-årige Lasse Møller har det egentlig altid været som et andet hjem. Nu blomstrer talentet for alvor på ligaholdet – også de næste to sæsoner.
Det ligger i GOGs DNA at udvikle egne talenter. Sådan er det bare på håndboldfabrikken i Gudme. Samlebåndet har endnu engang spyttet en ud, som er gået fra ungdomsholdene direkte ind på ligaholdet. Og unge Lasse Møller har gjort det så godt, at der nu er skrevet under på en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2019.
- Det var ret naturligt for mig. Det er her, jeg tænker, jeg vil udvikle mig mest. Den plads, jeg har på holdet, kan jeg ikke se, jeg ville kunne få bedre andre steder, fortæller venstrebacken Lasse Møller.
- Og så har jeg nogle gode venner på holdet og i klubben. Det er jo ”hjem” for mig, så det var helt naturligt at forlænge med GOG. Det passer godt – både sportsligt og socialt.
Lasse Møller er nærmest født i hallen i Gudme. Søn af tidligere GOG-profil og landsholdsmålmand Bent Møller. Der er tilbragt mange timer på Stærkærvej 1. Spil med vennerne i fritiden, heppe på far på sidelinjen og nu som en del af ligaholdet på højeste niveau. Og Lasse Møller har store ambitioner for sin fremtid med den gule trøje.
- Jeg vil gerne rykke endnu højere op i toppen af dansk håndbold. Jeg synes, vi har holdet til det med nogle dygtige unge spillere, lyder det fra Møller, der også er en fast del af det danske ungdomslandshold.
Og det var også helt naturligt på chefkontoret at skrive kontrakt med Lasse Møller.
- Det er en af vores egne drenge, der er en naturlig del af klubben. Og har været det hele hans liv. Lige nu præsterer han voldsomt på banen, så lå det jo lige for. Det passer også godt ind i vores planer om at forblive i toppen af dansk håndbold med fokus på dygtige, unge spillere, siger GOG-direktør Kasper Jørgensen.
Lasse Møller og GOG havde egentlig papir på hinanden en sæson mere. Den kontrakt er altså nu skiftet ud med en ny aftale, der gælder de næste to sæsoner.