Emilie Schleicher bytter Skanderborg ud med EH Aalborg
EH Aalborg skriver følgende:
Håndboldkvinderne fra EH Aalborg fortsætter med at forstærke truppen forud for den kommende sæson. Til sommer kan det nordjyske ligahold nemlig byde velkommen til ungdomlandsholdsspilleren Emilie Schleicher, der skifter til klubben fra Skanderborg Håndbold.
Emilie Schleicher, der er stregspiller, har i år været en profil på Skanderborgs ligahold, hvor hun i 17 kampe er noteret for 19 mål, selvom hun fortsat er U19 spiller. Derfor spiller den talentfulde streg i denne sæson også fortsat på Skanderborgs U19-hold, med hvem hun håber at genvinde DM-guld.
- Gennem flere gode samtaler er vi i EH Aalborg blevet overbevist om, at vi i Emilie har fundet endnu en vigtig spiller frem mod ambitionen om at være slutspilshold i 2028, lyder det fra sportslig ansvarlig Andreas Larsen.
Også Emilie Schleicher ser frem til at fortsætte karrieren på øverste hylde hos ligaholdet i Skansen.
- Jeg glæder mig meget til at forsøge mig med nye udfordringer i næste sæson. Jeg har valgt EH Aalborg, da jeg har fået en rigtig godt indtryk af klubben, og jeg tror de kan være med til at gøre, at jeg tager det næste forhåbentlig store skridt i min udvikling, siger Emilie Schleicher.
Vi glæder os til at se Emilie i EH-trøjen næste sæson!