Værdi 25.000 kr: Vind et gratis ophold til Generation Handball

Skal dit hold gratis til håndboldfestivalen i Viborg?

Ubold og Generation Handball sætter nu gang i en konkurrence, hvor vi trækker lod om et gratis ophold for et hold til årets Generation Handball-stævne, der spilles i Viborg fra 1.-6. august. Præmien er 25.000 kr. værd og giver adgang for op til 16 spillere og en leder.

Du deltager ved at skrive dit holds navn i kommentarfeltet på Facebook-opslaget. Konkurrencen løber frem til 12. maj kl. 12. Vinderen får direkte besked.

Som alle andre stævner har Generation Handball måttet aflyse pga. corona, men nu er stævnet tilbage – og i hopla.

- I skrivende stund er der cirka 210 tilmeldte hold fra 18 nationer. Dermed er vi tilbage til niveauet før coronatiden, fortæller stævnedirektør Jens Steffensen og nævner Sverige, Norge og Færøerne som de lande, der kommer med flest hold til Viborg.

Seniorkampe

Generation Handball er imidlertid meget mere end et ungdomsstævne. Sideløbende med stævnet spiller en række seniorhold nemlig masser af træningskampe: Hos damerne kan man blandt andet møde franske Metz med Louise Burgaard, norske Storhamar og danske ligahold som Viborg, Odense, Silkeborg-Voel, Aarhus United og Randers. Hos herrerne dyster blandt andet BSH og Mors fra den danske liga samt Rebergslids, Kristianstad og Allingås fra Sverige.

Du kan læse mere om stævnet på generation-handball.dk