"Vi jagter vores livs kamp"

Danmarks U20-piger spiller i aften VM-kvartfinale mod favoritterne fra Ungarn

- Vi skal ud og levere den bedste kamp, den her årgang nogensinde har spillet - hvis vi skal videre.

Sådan lyder ordene fra U20-landstræner Heine Eriksen forud for torsdagens VM-kvartfinale mod Ungarn, der, hvordan det end vendes eller drejes, er det stærkeste hold i årgangen.

- Ungarn har sat sig tungt på denne årgang, hvor de har domineret alle mesterskaber. For os handler det om at tro på, at de på et eller andet tidspunkt taber en landskamp - og at det bliver mod os. Og vi tror på, at vi kan levere det, der vil være en stor overraskelse, siger Heine Eriksen og sætter ord på, hvorfor Ungarn er så gode.

- De er uhyre stærke både som kollektiv og individuelt, og de har flere spillere, der allerede er profiler på seniorniveau. En stor del af forklaringen er, at mange af spillerne gennem flere sæsoner har været samlet af det ungarnske håndboldforbund på et fantastisk center. Så vi snakker om spillere, der har haft voldsomt mange timer sammen, lyder det.

Modsat er Danmark kommet til VM med få samlingsdage og få landskampe i arme og ben, hvorfor de fem kampe i det slovenske har gjort meget godt for Danmark.

- Jeg kan se, at vi flytter os, og at kampene hernede er gode for os. Det forsvarsspil, vi leverede mod Frankrig, var altså særdeles godt, og det skal vi tage med os. Rent offensivt er vi også blevet skarpere, siger Heine Eriksen.

Jagter fordele

Torsdagen byder for Damark på to gange taktik, en træning og hvile - inden turen går til kamp mod start kl. 20.30.

- Vi skal heldigvis ikke spille i den store arena med plads til 6000 tilskuere, men i en med plads til cirka en tredjedel. Vi tror, at det er til vores fordel, at kampen spilles i mere intime omgivelser. Og ja, vi har brug for alle tænkelige fordele, hvis vi skal spille os i semien, lyder det fra Heine Eriksen.

En sejr i dagens kamp giver en semifinale mod Sverige eller Tyskland, mens et nederlag betyder kampe om placeringerne 5-8.

- Uanset hvad, så er det fedt, at vi er i kamp helt frem til søndag. Det var derfor, det var så vigtigt at gå videre fra mellemrunden, fastslår Heine Eriksen.

Gamepatch indhold