Sports College Mors

Håndbold College Mors

H.C. Ørstedsvej 2B

7900 Nykøbing Mors

college@hcmors.dk

https://sportscollegemors.dk/



Sports College Mors har vind i sejlene

Kontinuiteten er afgørende for successen i Nykøbing

Dedikation, tilstedeværelse, kontinuitet og hårdt arbejde bærer frugt på Mors, hvor man har stor succes med at fastholde og tiltrække unge talenter til miljøet omkring håndboldklubben HF Mors og Sports College Mors.

Hårdt arbejde og et fedt trænings- og collegemiljø er vejen frem på Mors, der i disse år har nogle af de allerbedste hold i både Jylland og på landsplan, når det gælder U14-U16 og U18 årgangene.

Lars Svane Nielsen, daglig leder på Sports College Mors, talentchef i Mors-Thy Håndbold og Eliteansvarlig på drengesiden i HF Mors, giver æren til det miljø, som er bygget op over mange, mange år - og det samarbejde, der har været og er mellem de parter, der skal få tingene til at gå op i en højere enhed for de unge drenge.

- Det starter jo helt nede i børnerækkerne, hvor vi har været heldige og dygtige og har nogle engagerede forældretrænere, som vi så forsøger at kombinere med nogle af de unge spillere i miljøet.  De giver en hånd med i træningen og forsøger at give de ting videre, som de har fået med i rygsækken gennem deres egen håndboldopvækst, og ikke mindst den træning de selv oplever som er helt ”up to date”, siger Lars Svane Nielsen.

Bredt samarbejde sikrer optimale træningsforhold

Samarbejdet mellem Sports College Mors, HF Mors og Mors-Thy Håndbold sikrer, at de unge talenter får de bedst mulige træningsbetingelser, trænere og fysioterapeuter.

- Det uanset om man er 17 år eller 20 år. Det har givet kontinuitet og sikkerhed i de ting, der bliver arbejdet med år efter år samtidig med, at spillet har udviklet sig via nye tiltag og et endnu større fokus på udviklingen på højeste niveau i Mors-Thy Håndbold, siger Lars Svane Nielsen.

For netop kontinuiteten er afgørende for succes.

- Lars Krarup, som har hovedansvaret for talentudviklingen på halgulvet, har været i klubben i 7-8 år nu, Maja Clausen, som har hovedansvaret for det fysiske og skadesforebyggende, har været med siden Sports College starten i 2012. Der er ingen tvivl om, at det har givet en sikker base og mulighed for at ligge nye lag på år efter år. Vi har ikke skullet starte forfra med helt nye øjne og nye idéer. Vi har været gode til at sparre og få nogle gode folk med ind i gruppen. Vi har gennem årene haft en del ligaspillere med omkring den fysiske træning: Marcus Mørk, Henrik Tilsted og nu Jacob Hessellund, påpeger Lars Svane Nielsen.

 

Nyt samarbejde med sportspsykolog

Det nyeste tiltag er, at Sports College Mors har indledt et samarbejde med den tidligere Mors-Thy Håndbold spiller, nuværende Skjern-spiller og kommende TTH Holstebro-spiller Christoffer Cichosz omkring sportspsykologi og mental træning. Noget man forventer kan løfte niveauet på talentudviklingen endnu højere op.

- Mentaltræning er jo et lidt ”overset” område i håndboldens verden. Vi har tidligere haft et lille fokus på det og har slukket nogle ildebrande over årene, og her sidst, har vi set hvordan et par seancer på få uger har været en medvirkende årsag til, at Mors-Thy Håndbold er rykket opad i herreligaen. Nu får vi det sat i struktur, hvor Cichosz kommer og laver et foredrag og derefter fem workshops med vores elever/spillere og derudover med mulighed for individuelle forløb for de som har ønske om dette, fortæller Lars Svane Nielsen.

Sports College Mors har pt. fuldt hus med 22 boende elever, heraf tre udenlandske elever.

- Det ser heldigvis ud til at mange unge håbefulde håndboldtalenter og deres forældre har fået øjnene op for vores fantastiske miljø, for der er allerede meget søgning for at blive en del af vores miljø i de kommende år, lyder det fra en tilfreds Lars Svane Nielsen.

 

For yderligere oplysninger kontakt:

Daglig leder

Lars Svane Nielsen

30 62 43 04

lars@scmors.dk 

Hummel
« Tilbage