Sønderjyske vandt bronzekampen mod København Talent meget klart
U17 piger DM-bronzekamp
Sønderjyske - København Talent 34-25 (18-12)
Mål Sønderjyske: Victoria Mørk 14, Nanna Duus 8, Maja Frøhling Christiansen 4, Sara Emmen 3, Esther Petz 2, Alberte Iversen 2, Karoline Lanfeldt 1.
Mål København: Johanne Persson 9, Viola Clausen 6, Dajla Hodzic 4, Solveig Nickelsen 3, Filippa Kjær Danielsen 2, Dicte Wøldike Nielsen 1.
Kampens spiller Victoria Mørk.
Sønderjyskes U17-piger kan rejse hjem fra DM i Roskilde med et sæt bronzemedaljer i taskerne efter en sikker 34-25 sejr over København Håndbold Talent.
Det blev en kamp, der stod Victoria Mørk på. Landsholdsspilleren, der i næste sæson skifter til Ikast, kronede en stor kamp med 14 scoringer og mange målgivende afleveringer. Og selv om København var helt klar over, at Mørk skulle stoppes, så lykkedes det ikke. Det samme kan siges om Sønderjyskes hurtigløber på venstre fløj, Nanna Duus, der nød godt af keeper Silke Andersens præcise udkast og scorede otte gang.
København var ved at bringe spænding ind i opgøret, da man fik reduceret fra 12-18 ved pausen til 17-20, men tættere på kom københavnerne ikke.
Hos København markerede Johanne Persson sig med ni scoringer, mens Viola Clausen havde ild i højrearmen efter pausen og scorede alle sine seks mål her. Der er også plusser i bogen til keeper Melua Aabroe, der kom ind efter pausen og leverede flere flotte redninger.
Alt i alt manglende København dog våben til at matche et i lange perioder stærkt Sønderjyske-forsvar.