Fra 23.-27. oktober samles både U18 og U20 drenge til en landsholdssamling i Sakskøbing. Og der er en mening med, at begge årgange samles samme sted.
- Det er hverken første eller sidste gang vi samler begge årgange, det vil blandt andet også ske til april, når Frankrig kommer på besøg med to landshold og spiller kampe med os, forklarer talentansvarlig i DHF Claus Hansen og fortsætter:
- Der er flere fordele ved at have fire enkeltårgange og dermed to landsholdsårgange samlet. For det første giver det os et mere komplet overblik. Vi får mulighed for at se, hvordan de enkelte positioner ser ud i et bredere perspektiv: Har vi for mange ens typer? Mangler vi nogle typer på enkelte positioner, vi skal ud at lede grundigere efter?
- Desuden kan de yngste, der er samlet for første gang suge til sig hos de ældste og mærke kulturen på U20 landsholdet. Vi ønsker at skabe et læringsmiljø på tværs af ungdomslandsholdene og derfor vil der også blive positionsspecifik træning, hvor vi blander årgangene.
Det, at spillerne er udtaget til henholdsvis 2, 3 og 5 dage - og det er der også en god mening med.
- Jeg kan først og fremmest aflive, at det omkring U18 udtagelsen har noget med niveau at gøre. Vi har primært kigget på deres holdbarhed. Hvis man ikke kunne deltage i Talenttræningen i slutningen af september, så giver det ikke mening at præsentere dem for fem dage samling så kort tid efter. Kontinuerlig udvikling kræver kontinuerlig træning. Skader er en af talenternes største fjender, derfor prioriterer vi også den fysiske træning så højt, som vi gør. Den bør i denne aldersgruppe udgøre omtrent halvdelen af spillernes ugentlige træningsmængde, konstaterer Claus Hansen.
En af de ting, Claus Hansen og de øvrige trænere skal kigge på ved samlingen, det er seniorkompetencer.
- Ud over at lære spillerne bedre at kende, så skal vi også i gang med at finde de spillere, der har det der ekstraordinære, der kan blive til en seniorkompetence, forklarer Claus Hansen.
- På den måde signalerer vi også overfor spillerne, at forbundets arbejde med spillerne er langsigtet. For nogle kan det her være begyndelsen på en 20-årig landsholdskarriere, derfor er det også utrolig vigtigt at lære talenterne nogle sunde vaner, så de både mentalt, fysisk og spillemæssigt kan finde motivationen i det lange seje træk, siger han.
Træningerne i Sakskøbing er i øvrigt åbne for offentligheden.