Leder:Yes we can - vi skal i hvert fald prøve ...
Vi er til håndbold søndag eftermiddag i det aarhusianske. To U12-pigehold spiller en rigtig fin kamp med mange gode indslag - og indslag, hvor tingene ikke lykkes. Selvfølgelig.
En af pigerne får bolden på venstre fløj, laver en afleveringsfinte ind mod backen - men i stedet for at aflevere bruger hun en dribling til at runde sin fløj på ydersiden. En rigtig flot detalje i et højt tempo. Den efterfølgende afslutning bliver dog reddet rigtig fint af målmanden. Så langt så godt.
På tilskuerpladserne står en kvinde, der godt kunne være mor til den fintende pige - de kommer i hvert fald fra sammen klub. Kvinden bruger afskillige bandeord for at sætte ord på sin ærgrelse over, at skuddet blev brændt. Det flotte forarbejde bliver ikke kommenteret. Til gengæld bliver der råbt til fløjspillere, at 'hun skal tro på det'.
Lidt senere er et af holdene i angreb. En af bagspillerne får bolden som playmaker og laver et skarpt løb mod højre back. I højt tempo afleverer hun bolden halvanden meter skråt tilbage til sin stregspiller, der dog ikke får fat i bolden, der ligger 20-25 cm uden for gribehøjde. Men afleveringen var altså knivskarpt tænkt.
Reaktionen fra træneren kommer lynhurtigt.
- Du må ikke lave så satsede afleveringer, lyder det.
Og det lod hun så være med. Desværre.
Ovenstående er desværre endnu to eksempler på, at resultater fortsat er det altafgørende for alt for mange i sporten. Og med julen tæt på, kan man jo nynne 'når du strammer garnet, kvæler du jo barnet'.
Derfor: Lad nu børnene prøve tingene af - og hvis de ikke virker, så arbejd med det til træningerne. Alternativt? Børn, der ikke tør skyde på mål eller forsøge sig med de aflveringer, der ikke er snorlige. Og hvor sjovt mon de børn har det?
