20-årige Oscar McCormick har byttet GOG ud med spanske Puente Genil, der spiller i den bedste række
Der er i denne sæson kun to danske spillere i den bedste spanske række Liga Asobal. Den ene kender alle, nemlig landsholdskeeper Emil Nielsen fra Barcelona. Den anden er den 20-årige aarhusianer Oscar McCormick, der huserer på høje fløj hos Puente Genil, der holder til i det sydlige Spanien, cirka en times kørsel fra Malaga.
Oscar McCormick lærte at spille håndbold i VRI i Aarhus og tog en sæson hos Skanderborg Håndbold, inden den stod på efterskole i Oure – og håndbold i GOG. Og det var her, drømmen om et spansk eventyr blev tændt.
- Jeg har altid gået med en drøm om et kombinere eventyr og oplevelser med at spille håndbold. Og jeg elsker Spanien. Og da jeg gik i 2.G, besluttede jeg mig at arbejde seriøst på at få det til at ske. Så at det er lykkes mig at gå fra GOG U19 og til den bedste spanske række er virkelig fantastisk, fortæller Oscar McCormick i telefonen på vej hjem fra træning.
I sin families vennekreds var der en person med kontakter til spansk håndbold, og i efterårsferie 2024 var Oscar til prøvetræning i Puente Genil. Det gik godt, men der var også et par andre muligheder, der skulle undersøges. Men i den sidste ende var han ikke i tvivl om, at turen skulle gå til det sydlige Spanien, hvor han har fået en to-årig kontrakt, der skal genforhandles efter den første sæson.
Oscar McCormick beskriver sit liv i Spanien som meget anderledes end hjemme i Danmark. Men han kalder et en kæmpe oplevelse.
- En ting er at gå fra U19 og til senior. Noget andet er sproget. Jeg øver mig på spansk hele tiden, men jeg forstår langt fra alt. Men i de systemer, jeg er involveret i, der har jeg styr på det spanske, fortæller han og griner.
En af kampene i denne sæson var mod Emil Nielsen og Barcelona, der vandt 41-29. Og Oscar McCormick kalder kampen for en øjenåbner.
- Sådan en kamp slår bare fast med syvtommersøm, hvor vigtigt det er at passe sin træning i styrkelokalet. Men det var en fed oplevelse, og så længe, jeg kan huske, har jeg drømt om at spille mod Barcelona, lyder det.
Højrefløjen har valgt at bo i Malaga – af flere årsager. Dels er byen meget større end Puente Genil, hvor der ikke sker ret meget andet end håndbold, og dels kommer der mange danskere til Malaga.
- Jeg har altid godt kunnet lide Malaga, og så lever jeg fint med, at der er cirka en time hver vej til og fra træning, siger han og sætter lidt flere ord på det der med afstande.
I Danmark synes man, at der er vildt langt fra GOG og Mors, men hernede snakker vi nogle helt andre distancer. Jeg har prøvet at køre 11-12 timer i bus om natten for at komme frem til en udekamp, spille den og så køre 11-12 timer hjem igen. Da vi mødte Barcelona på udebane fløj vi dog, fordi lufthavnen ligger tæt på byen. Sådan er det langtfra alle steder.
Lange ture eller ej, så nyder Oscar McCormick livet i Spanien, og han har på ingen måde fortrudt, at han satsede og jagtede sin drøm.
- Det kan helt klart anbefales. Selvfølgelig er det specielt at flytte så langt hjemmefra, men det giver altså nogle hår på brystet og nogle helt specielle oplevelser, slår han fast.