Der var en nærmest voldsom forskel på de danske og de rumænske U20-piger ved VM's fjerde kamp, der på forhånd lignede en lige affære. Det blev det på ingen måde, for danskerne blæste Rumænien ud af hallen og vandt hele 42-23.
Kampen var dårligt gået i gang, før den var afgjort. De to holds tidligere resultater i turneringen taget i betragtning var det nærmest småchokerende at se Danmark mase Rumænien og føre 20-8 ved pausen.
Også landstræner Heine Eriksen er overrasket over kampens forløb
- Jeg meget overrasket over, at vi vandt så stort over et rumænsk hold, som vi tidligere har haft store problem mod. Jeg er også overrasket over, at vi så tidlig i turneringen kan spille på et så fornuftig niveau. Kæmpe ros til pigerne der fulgte den taktik, som de i stor udstrækning selv havde lagt op til kampen, siger Eriksen.
Danmark - Rumænien 42-23 (20-8)
Målscorere Danmark: Nikoline Lundgren 8, Line Mai Hougaard 5, Laura Cecilie Jensen 5, Kamilla Bruus 4, Emma Cecilie Friis 4, Louise Ellebæk 3, Helene Kindberg Hansen 3, Stine Nørklit Lønborg 2, Helena Elver Hagesø 2, Emilie Ytting Pedersen 2, Stine Jørgensen 2, Mathilde Hylleberg 2
Danmark spiller puljefinale søndag mod Holland.