Mikkel Johansen bliver ny talentansvarlig for pigesiden i Ajax København
Ajax København skriver følgende:
Ajax København styrker talentarbejdet på pigesiden og kan med glæde præsentere Mikkel Johansen som ny talentansvarlig. Mikkel får fremover en central rolle i arbejdet med at udvikle klubbens talentmiljø og skabe en endnu stærkere sammenhæng i den sportslige udvikling fra ungdom til senior.
Med udnævnelsen ønsker vi at sætte yderligere fokus på den langsigtede talentudvikling, hvor både den enkelte spillers udvikling og det samlede talentmiljø er i centrum. Ambitionen er at skabe de bedst mulige rammer for, at unge spillere kan udvikle sig – både håndboldmæssigt og menneskeligt – og samtidig opleve en tydelig retning og sammenhæng i deres tid i klubben.
For Mikkel Johansen er den nye rolle et naturligt næste skridt i hans udvikling i Ajax København.
Sportschef Dennis Hønholt udtaler:
- Mikkel har gennem sin tid i klubben udviklet sig både fagligt og personligt, og han er nu klar til at tage et større ansvar og indtage en mere indflydelsesrig rolle i vores talentarbejde. Vi ser et stort potentiale i Mikkel, og vi ønsker at give ham muligheden for at sætte et endnu tydeligere aftryk på udviklingen af pigesiden i Ajax København.
- Det er vigtigt for os, at vi har en stærk rød tråd i vores talentarbejde, og her får Mikkel en vigtig opgave med at være med til at sætte retning, skabe sammenhæng og sikre gode udviklingsmiljøer på tværs af årgangene.
Ud over ansvaret for talentarbejdet på pigesiden bliver Mikkel samtidig en vigtig del af U17-miljøet, hvor han – både via en rolle på U17-holdet og som en del af AKS Sportsakademi - får en central rolle i arbejdet med at udvikle nogle af klubbens største ungdomstalenter.
I Ajax København er vi optagede af at skabe et talentmiljø, hvor ambitioner, fællesskab, trivsel og sportslig udvikling går hånd i hånd. Vi tror på, at stærke relationer, tydelige forventninger og kontinuitet er afgørende for at skabe dygtige håndboldspillere og hele mennesker.
Med Mikkel Johansen i rollen som talentansvarlig tager vi endnu et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af pigesiden i Ajax København.