Esbjerg-talent får tre-årig aftale

Joachim Haandbæk fik allerede i sidste sæson debut i herreligaen

Ribe-Esbjerg HH skriver følgende:

Joachim Haandbæk har jævnligt deltaget i ligaholdets træning siden han var U17-spiller. Han debuterede allerede i sidste sæson i REHH’s kamp ude mod HØJ.

Han spiller i øjeblikket på REHH’s U19-ligahold. Derudover går han i 2.g og er netop fyldt 18 år. Joachim var da heller ikke i tvivl, da han fik mulighed for at skrive under på en kontrakt med REHH:

- Jeg er utrolig glad for aftalen. Jeg har haft hele min håndboldopvækst i Esbjerg, så en kontrakt med REHH er stort for mig. Jeg har jo oplevet og mærket det hele selv – på egen krop – at REHH går meget op i talentudvikling. Jeg kan mærke, at blandt andet træningen sammen med ligaholdet har udviklet mig meget. Aftalen med REHH vil være en rigtig god ramme omkring min fortsatte udvikling som håndboldspiller. Og jeg glæder mig til at give igen.

Aftalen med Joachim Haandbæk passer perfekt til vores strategi for ligaholdet. Vi ønsker at tiltrække spændende fornyelse udefra – og samtidig udvikle vores egne talenter – og give dem mulighed for at vise, at de har ligapotentiale.

Joachim er playmaker med et veludviklet håndbold-hoved. Han har en god evne til at læse spillet og har fint blik for stregspillerne samtidig med, at han selv kan finde målet. Han mangler selvfølgelig stadig en del på den fysiske front. Det skal vi nok få udviklet sammen.

Det er planen, at Joachim fortsat har fokus på gymnasiet og U-19 holdet, imens planlægningen af vejen frem mod ligaholdet sættes i værk.