Generation handball
  • Hellebjerg

Roskilde Håndbold har sat den fysiske træning i system

tirsdag. 01. marts - 2016 af Claus Sonne  | Foto: Roskilde Håndbold


Ubold har modtaget følgende fra ungdomsformand Lisbeth Klarskov og sportschef Katrine Ohlendorff fra Roskilde Håndbold:

Den fysiske træning sat i system

I Roskilde Håndbold er vi umådeligt stolte over, at kunne præsentere ’Den Fysiske Rettesnor’, der er udarbejdet af vores to dygtige ungdomstrænere, Mathias Lüthjohan (U16 Drenge) og Laurids Søgaard Petersen (U14 Drenge), der til daglig studerer hhv. fysioterapi på UCSJ og idræt på Københavns Universitet. ’Den Fysiske Rettesnor’ er således opstået som et produkt af deres brændende interesse og en høj faglighed.

Det er Roskilde Håndbolds opfattelse, at den fysiske træning i det moderne håndboldspil er blevet en faktor, der i vigtighed når både den taktiske og tekniske træning. Det er således vores formål at klæde vores trænere godt på til at forestå den fysiske træning og også ensarte den fysiske træning, således at vi sikrer en god progression for alle vores håndboldspillere.

Det er klubbens ambition at være bannerfører, når det kommer til at skabe det gode træningsmiljø og her er det vores opfattelse, at den fysiske træning spiller en ekstremt vigtig rolle – både for at undgå, at vores spillere bliver ramt af grimme skader i en ung alder og for at sikre at den enkelte har mulighed for at udfolde sit håndboldmæssige potentiale.

I Roskilde Håndbold arbejder vi til stadighed stenhårdt på at skabe Sjællands bedste træningskultur og udviklingsmiljø og her er ’Den Fysiske Rettesnor’ et vigtigt skridt på vejen. 

Den Fysiske Rettesnor kan ses her: http://roskildehaandbold.dk/nyheder/Roskilde%20Haandbolds%20Fysiske%20Rettesnor%202016.pdf 

 


Til toppen ↑